Hvis du mener til jernbanebyggeri så er det oftest sådan, men stadig i dag bruges sveller nogle steder. Jeg så splinternye blive lagt ned i jorden for 2 år siden på Göteborg C.Tombrittberg sagde:
Der er også forskel på bærende henholdsvis ikke-bærende dele. Bærende dele vil/må ikke miste deres funktion, hvilket de gør, hvis de rådner op. Bærende dele plejer også at være dem, der er vanskeligst at udskifte, samt ofte mere eller mindre skjulte, så evt. skader ikke er lige så lette at opdage i tide.
Træets kvalitet er afgørende for fugtbestandighed. Tæt-vokset fyr med ekstremt små årringe betyder, at træet er fuldpakket (naturligt imprægneret) med træets egne fugtbeskyttelse af harpikser og andre stoffer. (De som findes i trætjære mm.) Tidligere kunne man også gå ud i skoven og vælge egnede træer flere år i forvejen og beskadige dem i barken mekanisk eller med ild, så de som lægningseffekt producerer store mængder harpiks, som giver den indre fugtbeskyttelse, man ønsker. Sådant tømmer kaldes for fedtved. Det blev brugt til de mest ekstremt fugtudsatte dele, såsom f.eks. vinduesrammer, døre, tærskler, bundrem osv.
Sydpå i landet vokser træerne (nåletræer) for hurtigt til at få en god indbygget fugtmodstand. Derimod fandtes/findes der eg, som er det mest fugtbestandige træ, der vokser i Sverige. (For egetræ, ligesom fyr, er det fugtmodstandsdygtige træ det, der tilhører kernen. Splintveden er fra et fugtstandpunkt værdiløs.)
Min opfattelse er, at lærk, der dyrkes her i Skåne, ikke bliver noget supertræ. Lærken har brug for præcis de samme betingelser som fyr for at blive et godt træ, dvs. vokse langsomt, hvilket den gør i meget koldt klima og på magre jorder, såsom nordlige Norrland og Sibirien. For skovejeren er det dog dårlig rentabilitet at vente 100-200 år på at få et høstmodent træ. Her i den sydlige ende af landet er nåletræerne høstmodne efter cirka 40 år, men så bliver det jo også balsatræ, som kun er nyttigt til træmasse.
Den moderne industrialiserede skovdrift tager ingen hensyn til trækvalitet. Derfor må man gå ud fra, at alt standardtræ, man finder på tømmerpladsen, er affaldstræ med hensyn til fugtmodstand. Så er det næste mere fugtbestandige alternativ trykimprægneret. Det er også standardtræ, men præpareret til at tåle fugt lidt bedre. Det er billigere/mere rentabelt at gøre sådan end manuelt at vælge godt træ på roden og fælde, save og tørre det tilpasset for at blive rigtig kvalitets-træ.
Godt kernetræ af fyr i velvalgt dimension står sig lige så godt som trykimprægneret.
Kerneegetræ i vel eller meget veltilpasset dimension står sig bedre. Her kan man sandsynligvis opnå 100 år (ubehandlet og udsat for væde). Har selv fundet gamle hegnspæle, ca. 50x50 mm i eg omkring vores marker i god stand. De har altså ligget ude på jorden i mindst de 20 år, vi har boet her, og rimeligvis stået som hegnspæle/stolper i mindst 20 år tidligere, da den tidligere ejer også havde heste/marker her. Stolperne er mere eller mindre rådnet af ved jordoverfladen, men den del (ca. 1 m), der har været over jorden, er kun grånet ca. 2-3 mm på overfladen. Under er træet helt friskt. Derimod omkring knaster og revner er træet også lidt ramt.
Træets kvalitet er afgørende for fugtbestandighed. Tæt-vokset fyr med ekstremt små årringe betyder, at træet er fuldpakket (naturligt imprægneret) med træets egne fugtbeskyttelse af harpikser og andre stoffer. (De som findes i trætjære mm.) Tidligere kunne man også gå ud i skoven og vælge egnede træer flere år i forvejen og beskadige dem i barken mekanisk eller med ild, så de som lægningseffekt producerer store mængder harpiks, som giver den indre fugtbeskyttelse, man ønsker. Sådant tømmer kaldes for fedtved. Det blev brugt til de mest ekstremt fugtudsatte dele, såsom f.eks. vinduesrammer, døre, tærskler, bundrem osv.
Sydpå i landet vokser træerne (nåletræer) for hurtigt til at få en god indbygget fugtmodstand. Derimod fandtes/findes der eg, som er det mest fugtbestandige træ, der vokser i Sverige. (For egetræ, ligesom fyr, er det fugtmodstandsdygtige træ det, der tilhører kernen. Splintveden er fra et fugtstandpunkt værdiløs.)
Min opfattelse er, at lærk, der dyrkes her i Skåne, ikke bliver noget supertræ. Lærken har brug for præcis de samme betingelser som fyr for at blive et godt træ, dvs. vokse langsomt, hvilket den gør i meget koldt klima og på magre jorder, såsom nordlige Norrland og Sibirien. For skovejeren er det dog dårlig rentabilitet at vente 100-200 år på at få et høstmodent træ. Her i den sydlige ende af landet er nåletræerne høstmodne efter cirka 40 år, men så bliver det jo også balsatræ, som kun er nyttigt til træmasse.
Den moderne industrialiserede skovdrift tager ingen hensyn til trækvalitet. Derfor må man gå ud fra, at alt standardtræ, man finder på tømmerpladsen, er affaldstræ med hensyn til fugtmodstand. Så er det næste mere fugtbestandige alternativ trykimprægneret. Det er også standardtræ, men præpareret til at tåle fugt lidt bedre. Det er billigere/mere rentabelt at gøre sådan end manuelt at vælge godt træ på roden og fælde, save og tørre det tilpasset for at blive rigtig kvalitets-træ.
Godt kernetræ af fyr i velvalgt dimension står sig lige så godt som trykimprægneret.
Kerneegetræ i vel eller meget veltilpasset dimension står sig bedre. Her kan man sandsynligvis opnå 100 år (ubehandlet og udsat for væde). Har selv fundet gamle hegnspæle, ca. 50x50 mm i eg omkring vores marker i god stand. De har altså ligget ude på jorden i mindst de 20 år, vi har boet her, og rimeligvis stået som hegnspæle/stolper i mindst 20 år tidligere, da den tidligere ejer også havde heste/marker her. Stolperne er mere eller mindre rådnet af ved jordoverfladen, men den del (ca. 1 m), der har været over jorden, er kun grånet ca. 2-3 mm på overfladen. Under er træet helt friskt. Derimod omkring knaster og revner er træet også lidt ramt.