Jeg skal lave en specialvariant for at løse bundbjælkelaget i mit gamle tømrede torp. Diskussionen om dette findes i
denne tråd, for dem der er interesseret. Sammenfattende bliver det en betonplade på cellplast, med en støbning af cementbundet leca nærmest syllestokken. Dette for at få rimelig isolering nærmest syllen, og fordi den støbning vil kunne følge syllernes ujævnheder og alle sten, der stikker ind. Lecan kommer ikke ind under syllestokken, men tilpasses væggens inderside.
Nå, eftersom jeg ikke vil kunne slamme ydersiden af lecagydningen, tænker jeg, at jeg skal støbe med en ret tæt blanding, altså hvor porerne mellem lecakuglerne fyldes af cement og ballast. Mindre isoleringsevne, men ingen træk. Hvad tror I om at blande en beton af cement og 0-8-grus og derefter blande i lige stor volumen lecakugler 8-16? Ifølge påstande har lecan cirka 50 procent luft mellem kuglerne, så dette burde blive passende proportioner.
Spørgsmål to, jeg skal naturligvis fugtisolere syllen der, hvor den møder lecagydningen. En tanke er at fastgøre aldersbestandig 0,2 mm plast mod syllens inderside, lade den gå ned til jorden og derefter ind under lecagydningen. Dette har også fordelen, at plasten fungerer som form for lecagydningen, så den ikke løber ud under syllen. Hvad tænker I om dette? Denne plast skal nok tætne mod syllen, måske gennem et par strenge fugemasse eller lim af en eller anden slags? En anden idé er at påføre en form for fugtspærre i flydende form, hvor syllen møder lecan. Idéer?
